OM RAFFINÉE
Vi har butik og showroom på Smallegade 36A, Frederiksberg i København.
Her finder du alle vores kollektioner og andet godt fra verden der har inspireret os og som repræsenterer vores værdigrundlag.
Jeg snuser rundt på alle de messer og markeder, som jeg kan overkomme, den ene gang efter den anden – helt ned i alle hjørner, hvor man ikke tror der sker mere. Bingo så sker det! Med Pippis ting-finder-gen, så finder jeg Raffinée ting og sager. Det kan udvikle sig til et nyt BtB agentur i showroomet, eller som starten til et nyt brand i butikken.
Raffinée universet er stedet, hvor kun det autentiske bliver lukket ind. Det vil jeg SÅ gerne dele med alle andre, der er drevet af den samme nysgerrighed og afhængighed.
HVORFOR RAFFINÉE?
Fordi jeg ikke kan lade være med at blive vildt begejstret, når jeg ser smukke ting, tekstiler, botanik eller kunst samtidig med at jeg føler mig draget ind i et univers af tidskrævende passion, af ægte opslugthed!
Jeg er afhængig – og jeg indrømmer det gerne! Min verden ville være tom, kold og trist, hvis alle farver forsvandt – farver påvirker mit sind i den grad. Jeg husker min farve-afhængighed blev grundlag, da jeg var ganske lille.. ”Guld-blusen” en ærmeløs stribet strik i neonfarver – jeg kunne heldigvis passe den i mange år – og da min lille mor gemmer stort set alt, så fandt jeg den for nyligt – den var størrelse 4 år..
Farverne har skiftet igennem årene – gudskelov! Og nu skifter de oftere end tidligere. De følger årstiderne – jeg får appetit på nye farver sammen med temperaturerne stiger og falder. Præcis som min have skifter farvepragt fra forårets spæde lyse nuancer, til sommerens intense mættede nuancer, til efterårets varme gyldne nuancer og vinterens blege og kølige nuancer – vi kommer hele skalaen rundt.
Det er vanvittigt inspirerende, synes jeg – jeg er virkelig taknemlig over vores fire årstider.
Marianne Thuesen 2024
Kundesegment og ideologi
Prislejet er målrettet til et kundesegment, der søger produkter, der prismæssigt ligger fra den middel til dyrere ende af prisskalaen.
Raffinée betyder for mig – at jeg har raffineret det bedste af det bedste ud af den verden, som jeg bevæger mig i.
Udgangspunktet er de uundværlige FARVER – godt design, produceret under etiske fine forhold.